Den 10.februar 2005
Til Justitsministeriet
v/Charlotte Lauritsen
Slotsholmsgade 10, 1216 København K
Høringssvar i anledning af offentliggørelsen af betænkningen om det grønlandske retsvæsen.
Jeg repræsenterer ikke nogen organisation, men har som forfatter og journalist beskæftiget mig med de grønlandske dømte i Herstedvester siden 1990, da jeg indledte et researcharbejde til de to bøger, jeg udgav om emnet i 1992. Mit indlæg vil derfor næsten udelukkende handle om grønlænderne i Herstedvester.
I august 2004 offentliggøres retsvæsenskommissionens betænkning efter 10 års arbejde. Et stort og grundigt arbejde, med gode ændringsforslag. Ærgerligt at en del materialet allerede forekommer forældet. Det er kritisabelt at det har taget så mange år at skrive en betænkning og at kommissionens medlemmer til trods for den store forsinkelse undlader at anbefale en delbetænkning om f.eks at bygge en lukket anstalt i Grønland, når alle ved, at behovet for anstaltspladser er så påtrængende.
Indtil nu er der ikke mange, der har interesseret sig for debatten og man kan frygte, at betænknin-gens omfang vil afholde en del interesserede i at forholde sig til stoffet. I forbindelse med udgivel-sen blev en avis husstandsuddelt i Grønland. Den har ikke medført nogen diskussion i pressen. Avisen er oplysende, men sproget er præget af embedsmænds udtryksmåder og derfor ikke velegnet som et folkeligt debatoplæg.
Hvor blev Herstedvester af?
Det undrer mig at der er foretaget en lang række undersøgelser og uarbejdet rapporter omkring befolkningens holdninger til politiet, kredsretterne m.m. men at der absolut intet foreligger omkring anbringelse af grønlandske dømte i Herstedvester, kriminallovens absolut strengeste foranstaltning. Jeg må gøre opmærksom på, at netop debatten omkring anbringelse af grønlandske dømte i Her-stedvester var den direkte anledning til at justitsministeren nedsatte en kommission i 1994 – på bag-grund af flere års kritik af forholdene og sidst med udgivelsen af mine bøger om Herstedvester og flere TV- og radioudsendelser om emnet.
I kommissoriet står blandt andet: ”Under hensyn til denne udvikling og den debat, som er fulgt i dens kølvand, er det nødvendigt med en grundig gennemgang og nyvurdering af hele det grønlandske retsvæsen.” Ja, og det grønlandske retsvæsen omfatter også den grønlandske kriminallovs strengeste straf: Tidubestemt anbringelse i anstalten i Herstedvester.
Senere anføres: ”I tilknytning hertil skal kommissionen overveje og beskrive, hvorledes der kan etableres særlige afsoningsanstalter i Grønland, således at den hidtidige ordning, hvor grønlandske forvaringsdømte afsoner i Anstalten i Herstedvester, kan bringes til ophør, ligesom kommissionen kan fremkomme med forslag til eventuelle yderligere reformer på dette område.”
Hvordan er det muligt for kommissionens medlemmer overhovedet at komme med forslag til re-former for den gruppe der afsoner i Herstedvester – uden at vide noget om gruppens sammensæt-ning, uden at have nogen viden om hvor længe de har siddet i Herstedvester, hvor meget recidiv der har været, og ikke mindst hvordan udslusningen af de grønlandske dømte hidtil er foregået?
Jeg er naturligvis glad for at kommissionen i hæftet ”Anstalt, Tilsyn, Pension” anfører, at de indsatte i Herstedvester ikke indgår i undersøgelsen, blandt andet fordi ”disses indsattes situation forelig-ger ganske godt beskrevet, især gennem Tine Brylds bøger”, men underligt nok har kommissionen aldrig interesseret sig for mine vurderinger efter udgivelsen af bøgerne i 1992, selv om jeg i de sid-ste 10 år har fulgt nogle af de grønlandske dømte, jeg i sin tid interviewede. Det nævnes at Helene Brochmann har aflagt et besøg hos de grønlandske dømte, men jeg kunne dog have ønsket, at Helene Brochmann havde fået adgang til at interviewe og undersøge forholdene på samme måde som det var tilfældet med de grønlandske anstalter.
Behov for undersøgelser
1) Der burde snarest iværksættes en undersøgelse af hvordan det er gået de indsatte, der siden midten eller slutningen af 50´rne har været dømt til ubestemt tid i Herstedvester. Hvor mange er gået gennem systemet, hvor mange er løsladt, tilbage i Grønland, hvor mange klarer sig, hvor mange har haft recidiv til Herstedvester og ikke mindst – hvor længe er de dømte i Herstedvester, med og uden recidiv? Jeg har kendskab til indsatte der har været en eller flere gange i Herstedvester i mere end 20 år og intet er sket – udover at de gang på gang vender tilbage.
2) Hvilken behandling modtager de? Hvordan fungerer samarbejdet mellem bistandsværger og Herstedvester, mellem de grønlandske myndigheder og de danske, når det handler om behandling af sager i Kredsretten m.m.? Bliver der lagt handlingsplaner for hver enkelt indsat og er de indsatte tilfredse med de tilbud, der findes? Hvordan har den tidsubestemte straf påvirket den indsattes muligheder for at blive resocialiseret til en tilværelse i Grønland?
3) Hvordan forestiller man sig, at de dømte skal overflyttes til en lukket anstalt i Grønland?
Hvordan kan man lave en ny anstalt i Grønland med så lidt viden om alle dem, der i mere end 50 år har fået dom til anbringelse på ”psykiatrisk ledet anstalt i Danmark”?
Formålet med at sende de grønlandske dømte til Herstedvester har jo netop været at de skulle modtage behandling i forbindelse med den resocialisering der er central i den grønlandske kriminallov?
Kommissionen må vide, at det er yderst begrænset hvilke uddannelsestilbud og hvilket arbejde de grønlandske dømte kan modtage i Herstedvester. Det er mildest talt underlødigt. Der burde have været en anderledes intensiv undervisning i sprog og matematik, da mange har en yderst ringe skolegang og derfor ikke har store muligheder for at klare en senere uddannelse eller arbejde.
På grund af pres udefra og de to grønlandske folketingsmedlemmers interesse for gruppen i det seneste år, er der oprettet et samarbejde med Frederiksbergcentret og husflidsbutikken i det grønlandske hus i Løvstræde. Det er opmuntrende, men langt fra nok.
Om tidsubestemt straf
Det fremgår at kommissionen indstiller at man bevarer den tidsubestemte straf, således som den også findes i den danske straffelov. Men så må det understreges at denne sanktion skal benyttes i langt sjældnere tilfælde end vi oplever det nu, hvor der procentuelt i forhold til danske forvaringsdømte er en stor overvægt af grønlændere der sidder på tidsubestemte domme. Det har jeg ikke set behandlet i betænkningen. Efter min vurdering bør den tidsubestemte straf kun undtagelsesvis anvendes og det bør, hvis der er enighed herom, fremgå i lovgivningen.
Om uddannelse af fængselsbetjente
Det undrer mig, at man ikke har påbegyndt grundige uddannelsesforløb for de betjente, der arbejder i anstalterne og dem, der skal varetage overvågningen af de indsatte i de fremtidige lukkede anstalter i Grønland. Det er betænkeligt at man ikke på et langt tidligere tidspunkt har forberedt sig på hvad der kræves af personalet, der skal modtage afsonere i en lukket anstalt. Der er først og fremmest brug for veluddannede, bedre lønnede fængselsbetjente og socialpædagoger og andre der kan sætte aktiviteter i gang som fremmer mulighederne for at de indsatte kan klare sig i samfundet på et senere tidspunkt.
Psykolog/psykiaterbistand er også nødvendigt, men ikke nødvendigvis med særligt ansatte i den lukkede anstalt. Som i andre tilfælde kan et samarbejde udvides med den eksisterende psykiatriske afdeling.
Om bistandsværgerne og bisiddere:
Bistandsværgernes arbejde er omtalt i betænkningen, men jeg savner konkrete forslag om uddannelse, forbedrede lønninger og et helt andet samarbejde med Herstedvester og de grønlandske instanser. Bistandsværgerne får alt for ofte ingen viden om hvad kredsretten beslutter og alt for sent orienteres de om de møder der skal være forud for en foranstaltningsændring, hvor den indsatte skal møde til telekommunikation med kredsretten og bisidderen ofte intet ved. Mange af de indsatte føler sig totalt retsløse fordi kommunikationen er så dårlig og bisidderne har alt for ringe viden om den konkrete sag. Også her savnes en bedre uddannelse.
Ang. overtrædelse af menneskerettighederne:
Endelig mener jeg at kommissionen kommer lidt for let over problemet med en overtrædelse af menneskerettighederne. Det er en overtrædelse af konventionen at man sender dømte til afsoning i et andet land og uanset der eksisterer et rigsfællesskab er Danmark i forhold til Grønland et andet land, sprogligt, kulturelt og historisk Amnesty International har klart tilkendegivet at der er tale om overtrædelse af menneskerettighederne ved at praktisere denne form for straf og jeg mener det ville være klædeligt, hvis Justitsministeriet forelagde spørgsmålet for Menneskeretskommissionen.
Overflytning til Grønland
Da jeg som nævnt i flere år har beskæftiget med specielt de grønlandske dømte i Herstedvester, har jeg naturligvis overvejet, hvad der kunne ske med den store gruppe (19), der afsoner i dag. Det er ikke ukendt, at der er måske 100 på venteliste til afsoning i de grønlandske anstalter og jeg kan frygte at det betyder, at der i de kommende år vil blive sendt endnu flere til Herstedvester.
Det er vigtigt at sondre mellem de grønlændere, der har en lang ”karriere” i Herstedvester og de andre.
Mange har lidt nye nederlag efter de er overflyttet til Grønland, enten administrativt eller ved en foranstaltningsændring. Familie og venner er langt fra altid lige interesserede i at de kommer tilbage til byen/bygden efter så mange års fravær og med en alvorlig forbrydelse som voldtægter, drab eller børnemisbrug. Ingen har set, hvordan de har klaret sig og om de har forandret sig. Man ser billedet af den mand, der har bragt så meget sorg i et lille samfund – og det billede fastholdes, når han har været nogle år i Herstedvester. Mange har stærke forestillinger om Herstedvester som et sted hvor ingen kommer ud fra som mennesker. Derfor er det af stor betydning, at kriminalforsorgen inddrages, når de indsatte vender tilbage og at man forbereder lokalbefolkningen på, hvad der kommer til at ske og inddrager ikke mindst ofrenes familier i hvad der kan gøres for at mindske smerten, uroen og vreden. Desværre har der ikke været talt ret meget om konfliktråd og mægling, men det bør undersøges nærmere og kan være til gavn for såvel de involverede som samfundet.
Udslusning i Danmark
Den gruppe indsatte der har siddet længst i Herstedvester og som forsøgsvis har været overflyttet til en grønlandsk anstalt uden større held, ville måske være bedre tjent med at blive udsluset i Danmark. Det gælder især dem, der har været sendt frem og tilbage mellem Herstedvester og Grønland i flere omgange, men det kan også være en grønlandsk dømt der har siddet i så mange år, at forbindelsen til Grønland er nærmest ikke eksisterende.
Jeg har forbindelse med en af de grønlandske dømte, der er blevet udsluset til en dansk pension , indtil videre på fængselsvilkår og det har vist sig, at tilbud om uddannelse og arbejde er langt bedre prioriteret her end jeg har set det praktiseret i Grønland. Der er nogle af de indsatte, der har så ringe kontakt med familie og bekendte i Grønland, at de vil føle sig ikke bare ensomme, men også uønskede i deres eget land og jeg tror, mulighederne for at give dem en tilværelse i Danmark er bedre. De kunne få en mindre afdeling på en af pensionerne evt. i Københavnsområdet, så de ikke kom til at være for meget alene, men med en individuel handlingsplan omkring fremtidige bolig, arbejds- og uddannelsesforhold.
Handlingsplaner
Den anden gruppe, som er førstegangs afsonere i Herstedvester, bør man straks lægge en handlingsplan for, således at de hurtigst muligt kan sendes tilbage til en grønlandsk anstalt og det kræver et langt mere velfungerende samarbejde mellem Kriminalforsorgen i Grønland og Herstedvester.
Det er glædeligt at man i kommissionen har ønsket at opprioritere den frie kriminalforsorg i Grønland, ikke bare af hensyn til de mange der behøver støtte og som afsoner i Grønland, men også til dem, der vender tilbage og intet har.
Samarbejdet har tilsyneladende også haltet, når det drejer sig om at drøfte de indsattes fremtidige økonomiske vilkår. En del af de indsatte grønlændere i Herstedvester opfylder efter mine vurderinger betingelsen for at søge førtidspension og jeg må tilstå, at det undrer mig, at socialafdelingen i Herstedvester ikke har været opmærksom på denne mulighed, selv om det kan være svært at sige, hvornår den dømte kommer videre i systemet. En sag kan påbegyndes under opholdet i Herstedvester, som det flere gange har været tilfældet på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor grønlændere med anbringelses- og behandlingsdomme sidder på ubestemt tid og hvor flere har fået tildelt førtidspension.
Det er indtil nu ikke forekommet i Herstedvester. Igen en anledning til at understrege nødvendigheden af et bedre samarbejde mellem kommuner, kriminalforsorg og Herstedvester.
De indsatte grønlændere i Herstedvester bør i langt højere grad orienteres om hvad der kommer til at ske i de kommende år. De sidder uden håb og med stor usikkerhed, også omkring den behandling der er et krav for at komme videre i systemet.
Grønland og Danmark kan ikke være bekendt at denne umenneskelige behandling af grønlandske dømte fortsat finder sted. Jeg ved, det er dyrt, og at det er nødvendigt at prioritere, men det er efter min mening det mest påtrængende at få stoppet nedsendelsen af grønlandske dømte til Herstedvester, hvilket betyder opførelse af en lukket anstalt, mere uddannelse til personale og ikke mindst en investering i den frie kriminalforsorg i Grønland.
Med venlig hilsen
Tine Bryld