Som de fleste andre danskere vidste jeg meget lidt om Grønland indtil jeg i 1988 blev inviteret til hovedstaden Nuuk for at tale om at rådgive unge. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men noget med is og kulde og mennesker, jeg aldrig havde været i kontakt med. Eskimoer, Inuitter, Grønlændere. Hvem var de? Hvad tænkte de om den historie vi havde til fælles?
Grønland havde haft hjemmestyre siden 1979, men da jeg besøgte landet ni år efter, var det danskere, der havde arrangeret mødet, danskere jeg mødte i administrationen og danskere jeg så på byggepladserne.
Nu har hjemmestyret eksisteret i 25 år og meget er sket. Men der er stadig mange danske håndværkere og arbejdere på byggepladserne, lidt under halvdelen af de ansatte i Nuuk og det er fortrinsvis danske entreprenører, der får licitationen. Det har undret mig, der er så mange unge arbejdsdygtige grønlændere med eller uden en faglig uddannelse, der går arbejdsløse.
Grønland er en magnet for mange. Dels dem der søger arbejde i kortere perioder for at prøve noget helt andet. Dels dem, der ønsker at begynde forfra efter et svært liv i Danmark. Dels eventyrerne, der kører i hundeslæde eller på ski over indlandsisen. Der findes videnskabsfolk, journalister, forfattere, der aflæser fortiden, leder efter gåderne i indlandsisen, fjeldene og havet. Indtil nu er der fundet lidt guld, måske venter de store formuer lidt længere inde bag det sorte fjeld, måske sprøjter olien dollar ud fra en boring og forgylder landet og folket. Måske….
Jeg har skrevet bøger og artikler om de sidste 50 år, hvor Grønland skiftede ham fra et fanger- og fiskersamfund til et samfund der ligner de vestlige, blot med den forskel, at sproget er fremmed, at befolkningen har dybe rødder i en kultur så anderledes end den vestlige. Det har naturligvis sat sit præg på den generation, der er vokset op med helt andre normer og værdier.
De menneskelige omkostninger har været større end de fleste havde forestillet sig. Grønland har verdens højeste selvmordsrate og mange familier bærer på store sorger efter
drab, misbrug og vold. De bor i det største land, verdens største ø, med ca. 50.000 grønlændere i små samfund, dagsrejser fra det ene til det andet sted, hvor man er afhængige af hinanden og skal leve med hinandens glæder og sorger og vrede. Morderen kan møde sit offers familie, når han vender hjem fra afsonet straf. Eller han kan sendes til Danmark på ubestemt tid og aldrig blive menneske igen.
Det er i mødet med grønlændere, jeg er vendt tilbage, gang på gang. Det har lært mig en del, ikke bare om at være grønlænder, men også om at være mig.
Jeg har skrevet fire bøger om de grønlændere, der har været en del af den udvikling vi ser i dag. Jeg har forsøgt at give et billede af den nyere tid og ikke mindst om dem, vi fortsat sender til Danmark for at blive behandlet for sindslidelser, dem vi sender til institutioner fordi man ikke har udbygget tilbud til udviklingshæmmede børn og voksne, autister og andre, der ikke kan klare sig uden hjælp. Der er sket noget, men ikke tilstrækkeligt for at afhjælpe den kastrofale mangel på institutioner og uddannet personale. Sidst men ikke mindst
har jeg fulgt de grønlandske dømte, der fortsat sendes til afsoning på ubestemt tid til det lukkede fængsel Herstedvester i Albertslund. Det er i strid med menneskererettighederne at sende personer fra en nation til et andet land, hvis sprog ikke forstås og hvis kultur er fremmed.
Justitsministeriet har i 1994 nedsat en retsvæsenskommission med højesteretsdommer Per Walsøe som formand og først i august 2004 udkom en 2000 sider lang betænkning med anbefalinger til, hvad der kan gøres. Dog uden at Herstedvester er grundigt behandlet og uden forslag til, hvordan man løser de problemer, der er med den store gruppe, der har siddet i 15-20 år. Debatten er fortsat på lavplus, man kan håbe at det Grønlandske selvstyre melder ud, hvad man ønsker gennemført. Dog er det besluttet at der skal opføres en lukket anstalt i Nuuk i 2013.